The Kills - i uforudsigelighedens vold

Da garagerocken eksploderede i 2001, var The Kills med fra starten - side om side med The Strokes, The Raveonettes og The White Stripes. Især sidstnævnte band blev ofte brugt som reference, når man skulle forklare The Kills' lo-fi-bluesrockede dreng/pige-kombination. Med deres tredje udspil, har duoen bestående af sangskriver Jamie 'Hotel' Hince og hans muse Allison 'VV' Mosshart dog fundet deres egen lyd.

Tag bare førstesinglen, 'U.R.A. Fever', der med en samplet ringetone, trampen i gulvet og industrial electro-riffs lyder, som hvis Trent Reznor havde remixet Johnny Cashs posthume hit 'God's Gonna Cut You Down'. Opfindsomheden fortsætter på 'Cheap and Cheerful', der som titlen antyder, er en humørfyldt sag tilsat marchtromme-indslag og en insisterende basgang. Når VV her synger: »It's alright to be me«, kan man godt forstå hendes selvtilfredshed. The Kills er nemlig i deres livs form.

Kreativiteten lurer overalt i albummets overrumplende organiske beats, der er lavet i samarbejde med Spank Rock-produceren Alex Epton. Et andet højdepunkt er den rå energi i 'Tape Song's vokale præstation. Omkvædet i den eftertænksomme 'Black Balloon', en slags vemodig lillesøster til Nenas 80'er-hit '99 Luftballons', sammenfatter måske allerbedst The Kills anno 2008: »Farewell my black balloon, may the weather have it's way with you«. Duoen har overgivet sig til uforudsigelighedens vold, smidt kompasset i skraldebøtten, og flyver denne gang helt deres egen vej.