Snöleoparden

Snöleoparden er et usædvanligt dyr med samme kvaliteter som en kamæleon. Men modsat kamæleonen, der forandrer sig visuelt for at blende ind i sit nærmiljø, foretager Snöleoparden radikale, auditive skift for at skille sig ud.

Noget kunne tyde på, at Snöleoparden trods sit navn har en tæt forbindelse til Afrika, da mange af numrene er bygget op omkring polyrytmer, som er karakteristiske i mange afrikanske stilarter. Men den har også rødder i Asien, hvilket kan høres på ‘Dreng’, hvor en pakistansk dreng skærer igennem med sin rørende smukke røst.

Dyret er højt udviklet og anvender elektronisk fnidder, hvor det nu passer sig. Men samtidig løber en bevidst naivitet gennem musikken, hvor adskillige instrumenter bliver afprøvet uden nødvendigvis at blive mestret. Især i en medrivende fortolkning af ‘Hodja fra Pjort’ med et live-optaget børnehavekor kan legesygen spores.

Ja, undskyld det zoologiske billedsprog, men det virker naturligt at betragte kunstneren bag musikken som et sjældent væsen frem for det menneske af kød og blod, det er, for der hviler en fantasifuld mystik over ‘Snöleoparden’. Desværre virker det også lidt ufærdigt, hvilket nøgternt beskrivende arbejdstitler som ‘Trance’ og ‘Xylofon’ kunne tyde på. Snöleoparden har dog skabt et charmerende og rodet album, der giver fremtidige forhåbninger om en mere gennemarbejdet toer.