Beach House

Alex Scally og Victoria Legrand, der udgør amerikanske Beach House, ved udmærket, hvad de kan og vil. Opskriften er klar og enkel, også på duoens andet album. Scally indstiller trommemaskinen til enkelte beats og rytmer, tilføjer svævende orgel-toner og fine længselsfulde guitar-temaer og komprimerer det hele, så der bliver plads til Legrands dybe stemme, der indimellem strækker ud efter de høje toner og som har et tvist, der kan minde om Nico fra Velvet Underground.

Som en mere dekadent og rendyrket elegant udgave af Lows melankolske og underspillede rockmusik byder Beach House på en gang stemningsbåren luksus lo-fi. I de bedste og mest berusende øjeblikke – som der heldigvis er mange af – føler man sig hensat til en ikke-jordisk, vægtløs atmosfære som på den helt ustyrligt appetitlige ‘Astronaut’, hvor Legrands vokal og Scallys betragtelige melodisans skaber stor afveksling og skønhed. Ja, her lyder Beach House faktisk fuldstændigt unikke.

Andre gange er resultatet knapt så prangende. For hvor besnærende Beach House end kan være, så er der også en tendens til, at duoen er så forhippede på at manifestere og skabe stemninger, at sangenes strukturer svinder ind og fortoner sig lovlig meget i anonymitetens og gentagelsens slørede skær. Når dét sker, så begrænser ens følelser for musikken sig til en anerkendende registrering af smagfulde stiløvelser, der indimellem mangler lidt i at være magnetiske i deres tiltrækningskraft.