Spleen United - velturneret men middelmådigt

Kunstner Spleen United	Titel Neanderthal
Selskab Copenhagen	Hent albummet:

Det er svært ikke at have respekt for den konsekvens, hvormed Spleen United har grebet sin karriere an. På debuten, 'Godspeed Into the Mainstream', var der dømt stiliriseret storbyweltschmertz og monotont malende molakkorder. Godt nok med vel rigelig inspiration fra de musikalske forbilleder i Depeche Mode og dertilhørende rockmytologiske klichéer men alligevel: Konceptet var anderledes end så meget andet på disse breddegrader, og kvintettens evne til at konstruere højtbelagte, øregangsmasserende omkvæd var indlysende.

På opus nummer to er alt umiddelbart ved det gamle. Også denne gang står man fjæs til fjæs med en gruppe, der kender sine virkemidler til fingerspidserne og ikke er bange for at bruge dem. Dog med den iørefaldende forskel at forgængerens repeterende guitarakkorder i stor stil er erstattet af synths og sampler.

Det mærkes allerede på det skarptskårne åbningsnummer 'Suburbia', der med sine hårdtpumpede beats og rendyrkede clubstemning sigter direkte efter danse- og mellemgulvet. Knap så opkørt men ikke mindre appellerende er den statelige, popperfektionistiske førstesingle 'My Tribe', hvor Spleen United forfiner sit fornemmeste adelsmærke: evnen til at lægge et knivskarpt melodisk snit og ikke vige en millimeter fra det. Så langt, så godt.

Desværre lever resten af albummet knap nok op til den fokuserede åbning. Lidt for ofte - som på den brystsvage ballade 'Failure' og det uhørt klichébefængte instrumentalnummer 'Dominator' - nøjes femkløveret med at skabe electropop-kompositioner, der ganske vist skinner lokkende som krom men til gengæld mangler det afgørende swung, der kunne have fået de underernærede sangkonstruktioner til at hæve sig over det velturnerede men middelmådige. For lidt risikovillighed og for meget sikkerhedssele, kort sagt.