J. Mann - tomme tekster og endeløse omkvæd

Canadiske Jordan Mitchell, alias J. Mann, er med sit sjette album siden 1996 en forholdsvis produktiv herre. Måske synes han endda selv, at han er for produktiv?

Albummets aparte titel og sleevets forord refererer i hvert fald til J. Manns forsøg på at mægle mellem sin drøm om at være rebelsk CEO og den kedelige, mekaniske virkelighed som musiker. Problemet er ikke, at drømmen lyder paradoksal og derfor utroværdig. I stedet er problemet, at metatekstuelle, filosofiske refleksioner over dette og hint efterfølgende skaber forventninger til pladens tekstunivers, og de forventninger indfries overhovedet ikke.

Teksterne er dårlige, og rimene er flere gange direkte fjollede, for eksempel strofer som »Three hot potatoes, I'm getting cold/Three hot potatoes, I'm getting old/Three hot potatoes, make it hard to live/Three hot potatoes, make it hard to give«. Og når stroferne, for eksempel som det sker i 'Dear Abbey' og 'Three Hot Potatoes', oven i købet gentages i over et minut, så bliver det næsten umuligt at holde af.

Der er dog lyspunkter, og albummets suverænt bedste nummer er 'One-horse Town', der flerstemmigt og med pedal steel guitar tager lytteren med på en støvet ørkenrejse fyldt af problemer med biler, indbrud og arrogant politi. Momentvis lyder J. Mann som Pavement, Deus, eller Eels, men uden samme kant, energi og kvalitet. Og hvorfor så ikke bare lytte til den ægte vare?