Entakt - tilbage til fortiden

Da Entakt albumdebuterede tidligere på året, var det med en samling sange, der på mange måder var alt, alt for meget. 'Træerne vokser ind i himlen' var nemlig krukket, overspændt og storladen på en facon, som kun Muse-fans kunne knuselske.

Men der var unægtelig noget løfterigt ved Entakts melodier og Jonas Villumsens ordspillende og hyperintense vokal. Noget potentiale, noget perspektiv, noget fremtid. Derfor er det også lidt frustrerende at skulle forholde sig til bandets tidlige demoer, som nu sendes i handlen.

Bag udgivelsens alenlange navnetræk findes imidlertid et band, der allerede har fået smag for de møllesvingsstore armbevægelser. 'Vi ville synge verden en opsang' og 'Postkort fra Venedig, under vand' er således så teatralske og patostunge, at de havde fået selv hedengangne Baal til at trække i nødbremsen. Men det fungerer faktisk for Entakt, og det samme gør de rumsterende programmeringer og de kabaret-inspirerede klange, som løber ind og ud af rockforløbene.

Der er dog noget umiskendeligt studentikost over demoerne, der da også allerede er højt skattet af Entakts ungdommelige fanskare. Og er man 16-17 år og fuld af weltschmerz, drama og skudsikker selvhøjtidelighed, er det her sikkert sagen. Er man derimod ovre dét stadie, ja, så er der nok mere mening i at vente på bandets næste regulære udspil.