Burial - forførende sortsind

Kunstner Burial	Titel Untrue
Selskab Hyperdub/Import	Hent albummet:

Da Burial udgav sin selvbetitlede debut sidste år, gik det direkte ind på undertegnedes liste over 2006's bedste album. Minsandten om han så ikke følger op på kandidaturen med denne toer. Den er heldigvis mere imødekommende end forgængeren, men stadig forankret med elektroderne solidt plantet i dubstep-genrens skyggeverden, der mest er for de indviede - dem uden behov for musikalsk dagslys.

Allerede få sekunder inde i andet nummer, den uk garage-lignende 'Archangel', er man fanget i et altomfattende sort hul. Storbypulsen slår denne gang hurtigere, mens de flimrende, rytmiske kantslag atter slår smut hen over horror-mættede, filmiske samples, og reallyde af knirkede døre og metalsplinter tabt på et betongulv lurer oven på ormehulsdybe baslyde, der på 'Homeless' og 'Endorphin' flår tæppet væk under maveindholdet og vokser uhyggeligt sammen med underbevidstheden.

Men midt i de nådesløse elektroniske regnskyl har Burial fundet en romantisk nerve, debuten ikke have: Soulede vokalsamples, der med hans egne ord er lyden af »naboens datter«, blot manipuleret til umenneskelighed på en blanding af fortabt kærlighed, helium og fejlstrøm.

Lige som den hemmelighedsfulde brite endnu ikke vist sit ansigt offentligt frem og afstår fra at spille koncerter, så undgår han deciderede sange. I stedet er det symfoniske anløb, der dekonstruerer Massive Attacks storbypoesi fra 90'erne. Angiveligt bor han selv i London, et sted godt gemt væk fra virkeligheden. Her kan han skabe det parallelunivers, der, trods sin undergangssang, er forførende sortsind.