Grizzly Bear - ulden rodeplads

Ovenpå deres andet album, den storhyldede 'Yellow House', følger newyorker-bandet op med en samling af omarbejdede numre, en egen coverversion, andres coverversioner af Grizzly Bear og enkelte nye numre. Med de ti numres spilletid på omtrent en halv time har udgivelsen mere karakter af et fuldlængdealbum end en ep.

Det passer egentlig ret godt med denne type rodeplads for disse skæve fætre, der er nært beslægtet med de soniske udfoldelser hos Animal Collective, laver suggestiv ofte blændende køn musik. De gamle numre er omarrangeret til næsten ugenkendelighed. Især de to numre fra debuten, 'Horn of Plenty', føles som en relevant rekapitulering.

'Alligator' forvandles fra en kort elektronisk skitse til en ambitiøst orkestreret postrock-pralline, mens 'Shift' funkler i en mere luksuriøs tapning. 'Plans' og 'Little Brother' fra 'Yellow House' fordærves til gengæld med henholdsvis avantgardefims og mudret tilsløring.

En eminent coverversion af The Crystals 'He Hit Me (It Felt Like a Kiss)' trækker perfekt sangens kontroversielt bistre tema om vold og kærlighed frem, og sangens oprindelige producent Phil Spector er indlysende en inspiration til Grizzly Bears omhyggelige sanse for detaljer i lydbilledet. Grizzly Bear fortolket af CSS, Band of Horses og Atlas Sound (Bradford James Cox fra Deerhunter) skaber et lidt upassende afbræk, og efterlader et ujævnt puslespilsagtigt indtryk på en udgivelse, der dog nok skal glæde fans, da den fint forlener bandets fortid med en drilsk smag for fremtiden.