Katie Melua

Søde, kønne Katie Melua med proptrækkerkrøllerne er tilbage. Over syv millioner plader har hun solgt på verdensplan, og det tal er blot baseret på to plader. Melua tilhører gruppen af smukt syngende kvinder, der anført af Norah Jones fremfører et crossover af jazz og pop, og med hovedvægten på sidstnævnte. En lille smule soulet blues er også tilsat Meluas plader, og det er udført med en enorm professionalisme.

Tredje udspil viger ikke en tomme fra formlen. Dog med den store forskel, at Melua, der før havde flere stærke melodier og sange, der kunne bryde pænheden, ikke kan byde på én eneste sang, der hænger ved. ‘Scary Films’ er tæt på med sit insisterende beat og bluesede feeling, men det er også eneste højdepunkt på en plade, hvor det er svært at lade være med at gabe højlydt flere gange under de 45 spilleminutter.

Melua har nemlig ikke sin sjæl med i sine sange, og lyder ofte fraværende og flad i de mere følelsesmæssige fraseringer. Når hun synger »I’m in love, and I’m so excited«, lyder hun nærmere til at være lige det modsatte, og man savner, at Melua bare en enkelt gang vil hvæsse kløer og vise, at hun ikke bare er en spilledåse. Det er svært at finde mange positive ting at sige om sådan en ørkenvandring, og selvom ‘Mary Pickford’ er en hæderlig pladeåbner, er to middelgode sange og en uinspireret sangerinde slet ikke godt nok, når vi taler om en af nutidens bedst sælgende kvindelige kunstnere.