M83 - ligegyldig newage

Hvis man fik lov at lade fingeren løbe over Anthony Gonzales' pladesamling, er jeg parat til at sætte en månedsløn på, at ambient- og new age koryfæer som Brian Eno, Kitaro, Klaus Schulze og måske endda Dannevangs egen Klaus Schønning fylder ikke så få hyldemeter.

De tendenser, man så småt begyndte at ane i det franske enmandsprojekt M83's tilbagelænede ambiente remixes for andre kunstnere, har nu fuldstændig overtaget lyden på de egne udgivelser. Men hvor remixene gav nye og forfriskende vinkler på de originale numre, har albummet den direkte modsatte effekt. Her er tale om passé new age af den mest kedelige og søvndyssende slags, og hvor M83's styrke tidligere lå i balancen mellem de stille passager og kaskader af støj, er det hele nu blevet en tynd vandgrød af vellyd på vellyd.

Gennem ti forholdsvis korte, men alligevel langstrakte numre, skal lytteren døje med intetsigende og langstrakte produktioner uden mål og med. Her er flydeakkorder, fuglepip, anderap og bølgeskvulp, så man til sidst bliver helt i tvivl hvilken kliché, der skal have guldmedaljen for at være den største.

I slutningen af 70'erne ville Anthony Gonzales måske have fået prædikatet banebrydende, men i 07 er han desværre blot ligegyldig.