Ólöf Arnalds - genuint rørende

Nyere tid har budt på arkæologiske guldfund af kvindelige folk-sangskrivere fra begyndelsen af 70'erne, så som Sibylle Baier, Judee Sill og Vashti Bunyan. Deres udiskuterbart store talenter antyder, at det nok ikke er løgn og latin, når der af og til hævdes, at musikhistorien præges af machodominans. Islandske Arnalds er også kendt som medlem i Múm, og debuterer nu med en plade, der er fanget i en tidslomme, som snildt kunne høre hjemme i samme epoke.

Udtrykket består primært af guitar og Arnalds vokal, der næsten frygtindgydende behersker at spænde fra det skrøbeligt selvudslettende til styrke og volumen, fyldig nok til synge en større kirke op. Teksterne synges på islandsk, hvilket er et særdeles klogt træk, fordi dette er en intim plade, og hvis vokalen var filtreret gennem et fremmedsprog, ville det have skabt større distance i udtrykket.

'Í nýju húsi' lister sig frem som englebørn på parade, mens Arnalds fingre glider hørbart på strengene, så det føles som hun sidder på dit stuegulv og spiller. De små detaljer er aldrig overflødige. En trompet føjer sig diskret og effektfuldt til Arnalds fortolkning af 'Orfeus og Evridís', der oprindeligt er lavet af den for islandsk musikhistorie så betydningsfulde Megas. Det er et kringlet esoterisk album, men også genuint rørende. Vent ikke 30 år med at høre den.