St. Vincent

På trods af, at ‘Marry Me’ er 24-årige Annie Clarks debut, er hun langt fra en novice indenfor den skæve og dramatiske rock. Hun har nemlig slået sine folder både i The Polyphonic Spree og i Sufjans Stevens’ backingband.

Den unge multiinstrumentalist og sangerindes soloprojekt er bestemt lige så lidt kedeligt, som de musikalske konstellationer, hun tidligere har været en del af. For debuten er som en urskov af skæve detaljer på en kompakt bund, og buldrende blæsere, skingre strygere og mærkværdige korarrangementer filtrer sig sammen i et afvekslende landskab i konstant forandring.

Mens ‘Now, Now’ byder på en larmende kulmination af støj, finder man en vibrerende filmisk stemning i ‘All My Stars Alligned’. ‘Paris is Burning’ sætter en kabaretscene med knitrende elektroniske beats og et lækkert, brusende omkvæd, hvor ‘What Me Worry?’ dog bliver lidt for henslængt.

Det hele bindes sammen af Clarks intense sirenerøst, som både kan hviske jazzet og sitre soulet i stil med Joan As a Policewoman eller Feist, og mens numrene folder sig ud i sære, dristige konstruktioner og lægger sig blødt igen, fremstår hendes stemme på en gang delikat og svulstig. Urskoven af eksperimenter er dog temmelig krævende og udfordrende, og sangene er ikke lige noget, man synger med på de første par gange.