Shape Of Broad Minds

Den debuterende gruppe Shape of Broad Minds består af rapperen, sangeren og beatsmeden Jneiro Jarel samt rapperen Panama Black. De bliver akkompagneret af yderligere tre gruppemedlemmer, der dog alle er udtryk for Jarels personlighedsspaltning. Men selvom de reelt kun er to medlemmer, skal man lytte godt efter, for Jarel er simpelthen eminent til at give sine forskellige karakterer deres helt egen personlighed, når han skifter mellem sang og rap.

Det er ikke det eneste, som han er rigtig dygtig til. For deres debutalbum er indtil videre 2007’s bedst producerede skive. Med en lyd, der godt kunne minde en del om Madlibs og J-Dillas univers, dog røget en tur i blenderen med Outkasts tidlige musik og tilsat en snert Gorillaz, serverer han en nydelse til hiphopører verden over. Selv om det første, der fanger lytteren, er de hårde trommer og masser af synthesizer, så får Jarel ved hjælp af organiske rytmer og melodier ledsaget af orale samplinger skabt en himmelsk lyd, der leverer det perfekte grundlag for rap og sang.

Panama Black og diverse gæsteoptrædende flyder ubesværet hen over Jarels lydlandskab, og når de dertil kombinerer et fængende flow med tekster om politik og hverdagsemner til eftertanke, så går det hele op i en højere enhed. Og ikke nok med det, så bliver det toppet med masser af skjulte godbidder mellem numrene, der gør, at albummet bare bliver bedre og bedre, jo flere gange man lytter til det.

Shape Of Broad Minds. 'Craft of the Lost Art'. Album. LEX/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af