Heavy Trash - future vintage, yeah baby!

Rock'n'roll er ikke atomfysik. Den lektion har Jon Spencer sikkert lært til fulde under sine eventyr med Blues Explosion. Og på dette andet album fra hans Heavy Trash-projekt formår han absolut heller ikke at pløje nye furer i genren eller sig selv. Dertil kan han vist sin rockabilly-A-B-C (eller skulle man sige C-F-G?) lidt for godt. Snarere hylder og citerer han et bredt familiealbum af rock-papas fra midten af det 20. århundrede, og det på en helt igennem bundcharmerende måde.

Matt Verta-Ray er stadig ved hans side i rollen som den tro væbner, men ellers er albummet indspillet tre forskellige steder i verden, og med tre forskellige backing-bands. Heriblandt også en besætning med vores egen Kim Kix fra Powersolo samt brødrene Yebo og The Great Nalna fra Tremolo Beer Gut.

Det giver en god variation på et album, der ivrigt parafraserer alt fra Elvis i sine velmagtsdage, over Eddie Cochran, til Johnny Cash og Waylon Jennings' outlaw country på det ondskabsfulde første nummer. Der bliver sågar også plads til et rendyrket psychobilly-nummer med 'I Want Oblivion' - en hysterisk sag, som sagtens kunne sidde i kassettebåndoptageren i en pickup truck, der med 200 kilometer i timen brager tværs gennem et hønsehus.

Så ja, man kan indimellem godt føle med Spencers vagabond-persona, når han bobler syrligt om rock'n'rollens fallit på den surrealistiske, båndmanipulerede 'You Can't Win', men det er lidt svært at være sur over det længere tid af gangen. Ihvertfald ikke når albummet holder den udmærkede standard, som det gør. Bonuspoint også for det herlige omslag.