Pewt’r jjjjj
Dem af os der var til stede, da livepladen ‘Byens lys 061217’ blev optaget i Christianias gamle, fantastiske biograf vil huske det som en helt speciel eftermiddag. Causa Sui medlemmerne Jonas Munk, Jakob Skøtt og Jess Kahr fik selskab Ron Joel Schneiderman fra Sunburned Hand of the Man og Danmarks avant-garde darling nummer et, Jørgen Teller, og sammen sendte de os ud på et godt to timer langt, sonisk syretrip. Nu får dem, der ikke tog mod Christiania den decembereftermiddag chancen for at komme med på udvalgte dele af trippet på den første udgivelse fra det nye danske label There Is No Trouble in Denmark.
Udgivelsen indeholder tre improviserede, instrumentale, krautrockede syrejams, alle på mellem 10 og 15 minutter. Det meste er bygget op omkring solide grooves, der bringer minder om såvel krautrock-heltene i Amon Düül som de lidt tungere ørkenrockere i Kyuss, men oftest akkompagneret af larmende, uforudsigelige eskapader fra Teller og Schneidermans guitarer og/eller fremragende syresoli fra Munks ditto.
Det er en række af Danmarks mest spændende musikere, der sammen med en af den morderne free folks fremtrædende skikkelser er i topform, men vil man opleve synergien mellem dem på plade, skal man være hurtig. Udgivelsen kommer i kun 200 eksemplarer, og selvom den rammer langt ved siden af hitlisterne, er kvaliteten så høj, at langt flere burde eje den.