No Age - kradsbørstig er det nye høje

Kunstner No Age	Titel Weirdo Rippers
Selskab Fat Cat/VME	Hent albummet:

Et bæst med to hoveder er rykket ind herhjemme. Spildt yoghurt på album med Red Krayola, Swell Maps og Trumans Water. Brugt sengetøj som snotklud. Sendt ubehøvlede brokmails fra computeren. Cirkusforestillingen kan imidlertid kun applauderes.

Den californiske duo har på 'Weirdo Rippers' begået et album, hvor sangene uløseligt bindes sammen via passager af ambient støj, så de tager form som en helhed, foran at være tydeligt afgrænsede størrelser med begyndelse og slut. Deres løse strukturer gør det måske vanskeligt at overhovedet definere dem som egentlige numre. Alligevel er der samme resultat, hver gang 'Every Artist Needs a Tragedy' griber fat. Ekstase. Med neandertaler trommer og motorsavsguitar indbyder 'Boy Void' til pogo spasmer med et kvalt diabolsk latter. 'Everbody's Down' er en gnistrende uopslidelig melodi, selv om dens virkemiddel er monotoni. Holdepunkter, hvor du genfinder balancen i hvirvelvinden.

Man taler om albummet som et truet medie, på trods af at kunstnere indenfor alle genrer bevidst arbejder med album som værk og koncept i stor stil. Dette helstøbte album vækker mindelser om en tid, hvor musik fra undergrunden ikke bare var et enkelt klik væk, og det, som var anderledes, var en eksotisk subkulturel oase. Nogle hævder, at My Bloody Valentine med 'Loveless' udtømte rocken og albummets muligheder med deres grænseoverskridende væv af støj. I så fald sparker No Age den dør op på vid gab igen med et uhæmmet krast brag.