Gogol Bordello - smittende sigøjner-punk

Nogle mennesker forstår at være helvedes charmerende, selvom de er både fordrukne og grimme i kæften. En af dem er den ukrainskfødte sanger Eugene Hütz, der som leder af sigøjner-kollektivet Gogol Bordello har forført Vestens festaber med sit charmerende overskægsomkransede smil og sine fandenivoldske sange om at være ukrainsk immigrant i netop Vesten.

'Sigøjner-punk' og 'immigrant-punk' kalder ukrainerne selv deres eksplosive blanding af traditionel sigøjnermusik og punkrock. På bandets fjerde album har de fået hjælp af Nick Cave-produceren Victor van Vugt til at tæmme de ellers tøjleløse violiner, harmonikaer og buldrende trommer bare en anelse. Men også kun en anelse. Den balstyriske vildskab banker fortsat utrættelig med tyk ukrainsk accent under de engelske tekster om blandt andet Eugene Hütz' tossede russiske onkler samt en enkelt lille kærlighedserklæring til alkoholens glæder. Og det smitter.

At være i selskab med Gogol Bordello på albummet er nemlig som de bedste hæmningsløse fester uden skrupler over, hvor megen alkohol, der bælles, og hvor mange trampeslag gulvet må tage i mod. Og at dydige fester ikke er i ukrainernes smag, fortæller de med fest og atter fest på programmet i sangen 'American Wedding', hvor der højtlydt klages over manglende alkohol til amerikanske bryllupper. Jo, sigøjnere og punk lyder som en faretruende blanding, og med Gogol Bordello i blodet er der intet at stille op. Man smittes.