Interpol - nødvendigt skridt i ny retning

Kunstner Interpol	Titel Our Love to Admire
Selskab EMI	Hent albummet:

Enkelt og elegant? Eller kynisk og kedsommeligt? Hvad end ørerne måtte mene om Interpol, kan man ikke tage fra newyorker-kvartetten, at den satte spadestikket i jomfruelig jord i 2002, da den eminente debut 'Turn on the Bright Lights' udkom. »Hvabehar!?«, vil onde tunger sikkert udbryde og minde om et band ved navn Joy Division.

Rigtigt set, og parallellerne er rigtigt nok mange, men rendestensromantikken og -rocken har ikke desto mindre fået sig en nutidig emballage i Interpols stramt spillede univers, hvor tysk disciplin og vægelsindet mørkemandssang går umærkeligt hånd i hånd. En opskrift gruppen perfektionerede på den tre år gamle opfølger, 'Antics', og nu forsøger at bryde ud af med den dagfriske treer. Langsomt, men sikkert.

Hvor den lettere forudsigelige førstesingle 'The Heinrich Maneuver' således kunne være taget fra hvilket som helst af de to foregående album, er der nemlig anderledes nye toner at hente i et nummer som eksempelvis 'No I in Threesome', der siver stemningsfuldt til vejrs takket være dramatiske klavertoner, som bryder med de ellers kyniske og kliniske guitarlinjer. En forfriskende disposition fra Interpols side, der lykkeligvis går igen på mange af sangene og tjener albummet til det markant bedre.

Decideret eksperimenterende kan man ikke just kalde det, men det er store sager i Interpol-regi åbenlyst at indhente alskens tangentinstrumenter til at bryde med bandets varemærke: Den stringente rock, som trods alt stadig står stærkt på numre som 'Mammoth', 'Pace Is the Trick' og 'Wrecking Ball'.