Stephanie Dosen
Den amerikanske singer/songwriter Stephanie Dosen er som et blidt knus. For med kildrende stryg af lette, bløde toner fører hun os som en svævende fe elegant ind i en dragende drømmeverden, hvor grønne blade smyger sig omkring én på en lun sommeraften.
Dosens smukke stemme vibrerer, som var den et instrument i sig selv. Den er som en fløjte, hvor tonerne hviskende let strejfer overfladen af stemmebåndet. Sirene-stemmen fletter og snor sig ind i labyrinter af versioner af sig selv og skaber en konstant flade af beroligende og milde sangstykker.
I forgrunden af et tæt buskads af violiner, cello og enkelt fingerspil på akustisk guitar får Dosens forførende og delikate stemme mulighed for at spire og gro og lægger sig omkring én som et rart, varmt tæppe. Men den sarte og afslappende verden står dog en smule i stampe, og Dosen kunne med fordel hvile stemmebåndet af og til og give mere plads til instrumenterne, så man kunne få en pause fra den ellers så betagende vokal. Så ville hun et øjeblik lade musikken tale for sig selv, og man kunne få ny energi til at lade sig opsluge af den magiske verden fra det glitrende tryllepulver, hun kaster.