Queens of the Stone Age - pow, pow, pow!

Dum musik behøver ikke nødvendigvis være dårlig musik. Ikke når den bliver spillet af lynende intelligente folk, som mestrer deres instrumenter, krumspring og tricks bedre end en verseret poker-haj kender sit simple spil. Og slet ikke, når de selv samme genier lystrer navnet Queens of the Stone Age.

Josh Homme og hans gennem tiden noget omskiftelige slæng af nukleart turboladede ørkenrotter fra Palm Desert i Californien udgør tilsammen en eksplosiv ophobning af spilleglæde. På 'Era Vulgaris' virker det som den rødhårede kæmpe har fundet sig nogenlunde tilrette med et band, der ellers har været en veritabel svingdørs-konstellation. Vi finder derfor påny Joey Castillo bag krudttønderne, mens guitar-djævel Troy Van Leeuwen agerer exorcist på sig selv og den seksstrengede.

Udover Alain Johannes' basarbejde og Mark Lanegans grusgravs-baryton på et par af numrene, gæster også Julian Casablancas fra The Strokes på en-akkords førstesinglen 'Sick, Sick, Sick', men generelt gør han ikke meget væsen af sig under sin visit, og falder i stedet perfekt ind i helheden som en anden statist på synth-guitar og backingvokal. Gør det så noget? Egentlig ikke.

For nummeret er, ligesom de ti andre på skiven, afsindigt helstøbt. Det er hamrende kompakt materiale, destilleret af lige dele diamant-hårde klunker, vanvid og delikat pop-sensibilitet. Alt sammen i mængder så rigelige, at man nærmest kan skrabe ren kreativitet ned af væggen, efter at de royale hulekvinder har været på besøg og sprunget stereoanlægget i luften.

Samtidigt lyder Homme & co. mere mekaniske end nogensinde før. Som en hjord af robotiserede riff-bøfler, der efterlader konkurrenterne hostende i støvet på rockens fladstampede prærie, når de bisser ud i horisonten. Dette er en af årets bedste udgivelser, og hvis man ellers kan klare lidt hård rock, skal man være mere end ignorant for at styre udenom.