Best Fwends - ufokuseret anti-pop

Der er masser af eksempler på teknologiens forøgede muligheder for umiddelbare, hjemmegjorte musikeksperimenter. Nogle af de seneste medlemmer af DIY-familien er de to amerikanske venner Dustin Pilkington og Anthony Davis.

Og 'umiddelbar' er absolut kodeordet, for som to DAMP-børn leger duoen sig igennem 29 numre på debutalbummet, hvoraf kun en håndfuld sniger sig over to minutter. Det er nærmest som at lytte til snippets af sange på nettet. Med total respektløshed overfor sangstrukturer hopper Best Fwends fra idé til idé og fra genre til genre. Det ene øjeblik er det kække hiphop-beats, det næste electro-rocket energi, men det hele er centreret omkring lo-fi-lyden, masser af computer-blip og den ustoppelige legesyge.

Et godt bevis på, hvordan der ikke er tænkt længere end en idé til en sang, er debutens titel, der bogstaveligt forklarer, at numrene blot er arrangeret alfabetisk. Og det er da også noget af en rodebunke, hvor guldkorn og skidt ligger side om side. Lidt synd for der er ingen tvivl om, at duoen har øre for gode melodier, men i ren drillesyge holdes alt i anti-pop-stil. Der lefles ikke for nogen eller noget.

Sangene ender ofte med at fremstå som tidlige skitser af pudsige indskud, og selvom det absolut har sin charme, så kunne et øjebliks fokusering og lidt hovedrengøring have gjort underværker. Husk at tage jeres medicin, drenge.