Hjortene - lyt, gab, sluk

Charmerende det er de jo, de kære hjorte. Med deres selvbestaltede 'skovhugger-rock' - en dansk pendant til den amerikanske 'desert rock', og sangtitler som 'Gerimax-sangen' og 'Dobbelt Carport' er det svært ikke at synes, at de er bare lidt cool. Men mens denne iboende kølighed og afvæbnende selvironi brænder igennem i Hjortenes glimrende live-koncerter, så er det ikke rigtigt lykkedes for dem at få det ført over til deres debut-ep, der ender som et ret sterilt og ja, jævnt kedeligt, bekendtskab.

Fjernet fra den svedige atsmosfære af et fyldt Studenterhuset, og hvor Hjortene ellers har rystet gevirerne, virker ep'ens seks sange generelt lidt tilfældigt sat sammen, mere som en samling rå skitser end riff-tastiske stonerrock-mesterværker. Og det hjælper så heller ikke, at produktionen, der er begået af Anders Skjødt fra Baby Woodrose, lyder mere af ukoordineret altankasse end vildskab fra de danske skove. Helt galt går det med vokalen, der i et mislykket forsøg på at efterligne Fu Manchus karakteristiske komprimerede lyd, bare fremstår spinkel. Og ligegyldigt hvor hårdt jeg presser mine højtalere og mine naboers tålmodighed, så opnår Hjortene bare aldrig rigtigt det lydtryk, der skal til, for at denne type musik brænder rigtigt igennem.

Potentialet er der, men her er det desværre mere Bambi på glatis end brølende hjort ved skovsø.