Choir of Young Believers - bærer på et epos indeni

»Hey Björn! Skal du med ind og se Choir of Young Believers i aften?« »Eh? Hvad er nu det?« »Jamen, det er det indiekidsene vil have nu«. Men på aftenen bliver jeg rastløs, og afskriver lidt den københavnske solokunstner med begrundelsen: Yderligere et følsomt akustisk bekendtskab af den uinspirerede slags. Anderledes så, når jeg sætter debut-ep'en til at spinde rundt i maskinen.

Ud strømmer toner, der ekvilibristisk håndholdes med pudsige skift. 'Burn the Flag' begynder som nænsom folkpop, men drejer skarpt over i temmelig gakkede korarrangementer. Det spirende radiohit 'Sharpen Your Knife' følger med tindrende guitarspil og lumsk robotfunk, sådan som Gary Numan lærte os det. 'We Talk on the Phone' bevæger sig drilsk mellem anspændt tilbageholdenhed og udbasuneret frifindelse i omkvædet, hvor titlen på sangen gentages så mange gange, at jeg fristes til at smække røret på. Afslutningsvis er vi tæt på Kate Bush i 'Riot' med sin kunstpause, de galoperende trommer og åndedrætstynde hvisken.

Ambitionsniveauet er højt. Det minder om progressiv musik fra 70'erne, og med Mew som undtagelse, kredser ellers ikke mange i de tragter herhjemme. Jeg vil dog have endnu mere spræl i vokal og frasering, hvor monotoni og ensformighed truer. Mere overdådighed overalt faktisk, ligesom hos Fiery Furnaces og Deerhoof . Det epos, som her utvivlsomt bæres rundt på indeni, burde i så fald kunne give både prog-nisser, såvel som indie-grønskollinger julelys i øjnene.