Mob - en lille haps larm

Med hele ti år i bagagen og tre album bag sig må danske Mob nok siges at være en erfaren kvartet. Alligevel er deres opmærksomhed i Danmark begrænset, hvilket sikkert kan tilskrives, at de ikke ligefrem er de mest radio-pleasende børn af undergrunden. De spiller en knugende, klaustrofobisk støjrock, der fremfor melankolien nærmere dyrker mismodets, raseriets og desperationens ender af følelsesregisteret.

Denne kompakte lille ep, bestående af nærige fire numre, demonstrerer gruppens potentiale godt. De to guitar-stemmer danser fint ind og ud mellem hinanden og trækker huggende spor efter sig, som larmende kridtstreger ovenpå en kompleks og synkoperet rytmebund. Forsanger Morten Haabers vokal lyder mest af alt, som kom den fra et afgrundsdybt hul, gravet af en mand, der nu står på bunden og krænger sit sortsyn ud mod verden.

Det er hidsigt og virkelig intenst, men også drevent og urværkspræcist spillet. Den umiddelbare sammenligning er naturligvis de allestedsnærværende støjguder Sonic Youth. Men sangene, især den episke 'Memento', lugter faktisk lige så meget af post-hardcore med de indviklede strukturer og vrængende vokaler.

'Polygon' fremtoner som en fint lille visitkort, der dog ikke for alvor flytter bjerge. Mob forsøger istedet at pulverisere dem fuldstændigt, med den rendyrkede støj som ammunition, og det er rart at høre, at der er andre i landet end lige Signe 'Jomi Massage' Høirup-Wille Jørgensen, der går den vej.