Death by Kite - savner originalitet

En del danske bands har fået fingre i den samme recept. De stiller sig på skuldrene af Joy Division, lægger sig i slipstrømmen af Interpol og slutter sig til flokken af post-punks. Således også Death by Kite, som trods en gennemført stemningsfuld og melodiøs debut af og til savner et pust originalitet.

På den selvbetitlede debut har Death by Kite momentvis fundet noget, der ligner deres egen formel. For eksempel på 'Love Is Never Having to Tell a Lie' hvor trommernes temporidt blandes op med lidt The Cure'sk håbløshed i et nærmest smukt nummer. Andre steder er musikken så stemningsmættet og tempofyldt, at man for en stund glemmer Curtis og kompagni, et eksempel er 'Bahnhof Asta', der lyder som en søvnløs nattur på en motorvej med stroboskoplys i forlygterne. Men ligheden med rødderne er nogle steder så slående, at det uundgåeligt irriterer. Som introguitaren på 'It's Not a Song'. Det er Interpol én til én.

Generelt fylder omkvædene mere end hos Joy Division og Interpol. Det fungerer mange steder rigtig godt, men momentvis giver Death by Kite den lidt for meget med tilgængelighedspedalen, for hvor eksempelvis Interpol brillerer ved at punktere ethvert antrit til omkvæd og dermed undgår forudsigeligheden, er dette ikke tilfældet for Death by Kite.