Stephen Marley

Det seneste år har for alvor bragt Marley-familien tilbage i rampelyset. Først var det Damian ‘Jr. Gong’ Marley der høstede roser og priser for et album skrevet og produceret af storebror Stephen Marley, der nu kaster sin længe ventede solo-debut på gaden. Og med fem Grammys på reolen er han langt fra et ubeskrevet blad.

Med sådan et efternavn vil sammenligninger forfølge ham resten af livet. Det er en meget unfair arbejdsbetingelse, men en sammenligning er der i dette tilfælde dog god grund til, for både tekst og vokal minder meget om hans afdøde far, og et nummer som ‘Lonely Avenue’ kunne sagtens havde været fra en af hans fars forsvundne b-sider.

Derimod er hans lydbillede til tider præget mere af soul, pop og r’n’b end reggae, og på de fleste numre er det stort set kun hans flow og accent, der gør, at man kan kategorisere det i denne genre. Desværre betyder det, at albummet kommer til at flakke en del, og selvom hans soulet reggae fungerer på enkelte numre, hvor især ‘Inna Di Red’ med Ben Harper bør nævnes, så kunne man godt savne et mere stilrent album. Det er nemlig de få helstøbte reggaenumre, der for alvor får nakkemusklerne til at rykke, og jeg er sikker på, at det også er de skæringer, som får farmand Marley til at vugge i graven.