The Rakes - langt mellem snapsene

Lad os lige snuppe en hurtig opremsning: Bloc Party, Kaiser Chiefs, Arctic Monkeys, Maxïmo Park - og nu The Rakes. Jo, de dukker op i en lind strøm, opfølgerne til det udsnit af britiske bands, som for efterhånden to år siden satte en solid streg under post-punkens tilbagevenden med ikke så få iøjefaldende debuter fra både London, Leeds, Newcastle og Sheffield.

The Rakes er fra førstnævnte metropol og fik på ganske overrumplende vis banet sig vej ind i mangt et øre med et fint sammenkog af sylespidse guitarer, skarp sarkasme og stærk spiritus - og så det med danske øjne lille kuriosum, at trommeslageren er pæredansk.

Som det også er tilfældet med humørbomberne i Kaiser Chiefs, slipper The Rakes beklageligvis ikke særligt godt fra deres album 'numero duo', som har svært ved at nå fordums tinder. Der er ellers ansats til mindeværdige øjeblikke i blandt andet åbneren 'We Danced Together' og 'Trouble', hvor et par mildt iørefaldende post-punk-sager giver sig til kende. Men set over albummets ti numre er der langt mellem de famøse snapse.

The Rakes' egentlige problem er, at de ikke rigtig lyder som sig selv, men snarere som en halvbillig udgave af især The Libertines - bare uden samme uspolerede charme og uimodståelige melodier. Bevares, man er skam flere gange udmærket underholdt af gruppens upåagtede energi, men følelsen af at sidde med en ligeså fin samling sange som debuten, får man aldrig.