Holy Shit - en eliksir af gylden pop

  • Björn Lydén
  • 20. februar 2007
  • Print
Kunstner
Holy Shit
Titel
Stranded at Two Harbors
Selskab
UUAR/Import

Hvis du som jeg er af det synspunkt, at den ægte lo-fi ikke er et skalkeskjul for manglende talent, men ledes af de visionære, der trodser det gængse og opfinder egne måder at producere melodier på, så er Holy Shit dine nye venner. Under det fjollede navn gemmer sig et samarbejde mellem Animal Collective's spøjse ven, den hyperaktive troldmand i et hjemmestudie Ariel Pink, og Matt Fishbeck fra det oversete 90'er band Push Kings, hvis musik duftede af powerpop og 60'er-pop-nostalgi.

Ariel Pinks skødesløse, men sært dragende indspilningsteknik (vi taler om en mand, som laver trommelyde med sin vokal) har ofte tenderet til, at de egentlig soleklare melodierne gemte sig i en lige lovligt tilrøget sky. Her fremstår de dog mere direkte, som eksempelvis på 'My Whole Life Story', der lyder som Paul McCartney på svampe i badeværelset med en ødelagt kassettebåndoptager. Ja, pladen lyder faktisk som et lettere beskadiget mixtape, hvor indholdet er alt fra kraut, new wave, folk, dub, psykedelia, som efter en tur i tørretumbleren eller en tilsvarende arrig husholdningsmaskine byder på et svimlende resultat.

Således lyder mørke 'The Notice' lidt forbløffende som en glemt perle fra The Cures depressive post-punk klassiker '17 Seconds', mens de på 'Let's Get Straight' går løs som var det syrehovederne i tyske Faust, der jammede med dub melodica-maestroen Augustus Pablo i starten af 70'erne. En heksekedel, hvis eliksir smager af gylden pop og bruser sommerligt af det Californien, det er tryllet frem i.


Brugerne mener:




  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05