Ono - ja, jeg er en heks

I en alder af 76 år har John Lennons vindomsuste enke, Yoko Ono, valgt at få yngre kræfter til at se på sangene fra sit bakatalog. Hun har bedt 16 kunstnere vælge ét nummer hver og at gøre med det, som de lystede. De fleste har beholdt vokalen og integreret den i deres eget univers. Formentlig som en kommentar til de mange, ihærdige kritikere, der mente hun spolerede både Lennon og The Beatles, er 'Yes, I'm a Witch', der her fortolkes af The Brother Brothers, valgt som titelnummer.

Som det er faren ved den slags udgivelser, er det endt som en usammenhængende affære. Onos særprægede vokal er bestemt en rød tråd, der er til at få øje på, men de bidragende kunstnere, der hver især smider Ono i deres egen personlige rammer, er alligevel så forskellige, at den flodser. Peaches og Le Tigres fandenivoldske electroclash-fortolkning er alt for langt fra de afdæmpede bidrag fra kunstnere som Cat Power og Anthony and the Johnsons' Anthony, til at udgivelsen bevarer et holdbart flow.

Modsat gør konceptet selvfølgelig, at det aldrig bliver kedeligt, og på hver deres måder fungerer flere bidrag, ikke mindst dem fra Apples in Stereo, Flaming Lips og Spiritualized-bagmanden, Jason Pierce, fremragende. 'Yes, I'm a Witch' er et sjovt og spændende indslag, mens det som et samlet værk er mindre interessant.