Deerhoof - uforudsigelig skørt og sødt

Det er velsagtens umuligt ikke at mene noget om amerikanske Deerhoof. Bandets musikalske stil er så at sige ikke-eksisterende, så det bliver i grunden deres stil. Forvirret? Det er svært ikke at blive, når man lytter til denne betagende trio fra San Francisco. Uforudsigeligheden og tidsløsheden i de humørfyldte og grandiøse idéer gør bandet til et slags post-moderne indieband med en cool og alligevel beskeden aura.

Trioens niende album 'Friend Opportunity' er ingen undtagelse. Fra blib-blob til folk og kammermusik over i noise og rock udført med et stort overskud og en smittende spilleglæde, der oftest gør dig helt rundtosset. Og det er meningen. Fra math til mainstream hvirvler bandet nærmest hakkende rundt i kompositionerne med en zigzag-dedikation, der holdt sammen af en organiske lyd giver sit eget kontinuerlige flow. Ikke overrakende, at kusntnere som Sonic Youth og Beck nikker anerkendende i bandets retning.

Den syrede tilgang kommer ikke mindst til udtryk gennem den japanske frontkvinde Satomi Matsuzaki. Hun skifter mellem at være engleagtig sød i sine vokale udfoldelser som på 'Choco Flight' til nærmest at være halvskizofren reciterende på 'Kidz Are So Small': »If I were a man and you a dog / I'd throw a stick for you / If I were a dog and you a man / I'd throw a fit for you«. Deerhoof lyder som ingen andre, og indrømmet, det kan til tider være svært at følge med i, hvor bandet egentlig er på vej hen. Men den festlige og charmerende cocktail af eksperimenter gør fremfor alt Deerhoof til et stilistisk fænomen, der får dig til at spidse øre.