Spencer Dickinson

Man ved så nogenlunde, hvor man har Jon Spencer om det så er i hans Blues Explosion eller i sideprojektet Heavy Trash. Spencer holder stædigt fast på, at vejen frem er snavset rockmusik uden fine fornemmelser. Således også i formationen Spencer Dickinson, hvor Spencer spiller op til den gamle producer-rotte Jim Dickinson – der blandt andet har spillet sammen med Rolling Stones og har produceret for The Replacements – og dennes afkom Cody og Luther Dickinson. Resulatet af de fire mandfolks svedige strabadser er den glimrende ‘The Man Who Lives for Love’ oprindelig udkommet i Japan i 2001, men nu tilgængelig world wide.

Albummet byder på opdateret, mudret blues, bondejokker-riffs, røvbaldesving i heftig hastighed og en affaldsspand af Spencers trademark: svinsk charmerende rock og rul. Samarbejdet mellem Dickinson-drengene og Jon Spencer på diverse instrumenter og far Jim i producerstolen fungerer ganske enkelt upåklageligt. Sange som ‘That’s a Drag’ og ‘Book of Sorrow’ er såmænd alle hørt tusinde og én gang før, men har alligevel det saftige riff og den der øretæveindbydende attitude som gør rock ‘n’ roll uden de vilde dikkedarer lytteværdig.

Og for de af os for hvem beskidt, svingende rockmusik indimellem lige skal aflastes af mere sobre og lindrende rytmer er der tilflugt og afveksling at finde i den fine, harmoniske instrumental-sag ‘Appalachia’ og ‘Away Baby’, hvor Spencer – i øvrigt ligesom på ‘Body (My Only Friend)’ – lyder som Mick Jaggers retmæssige arvtager.