Foo Fighters - så er det jul igen...

Juletid betyder i pladebranchen opsamlingsalbum-tid, livealbum-tid og genudgivelses-tid. Og med det akustiske livealbum 'Skin and Bones' kaster Foo Fighters sig nu med højtløftede western-guitarer ind i kampen om dine hårdt tjente sparepenge og den sparsomme plads under juletræet.

Idéen er egentlig lovende nok. Foo Fighters har fem solide plader med melodisk guitarrock at vælge numre fra, og så har frontmand Dave Grohl erfaringen fra et af alle tiders bedste akustiske live-albums, Nirvanas 'Unplugged', at trække på. Men desværre bliver den ganske glimrende idé ødelagt af et konservativt sangvalg, uopfindsomme arrangementer og en anonym performance uden nerve og tilstedeværelse fra Foo Fighters side.

Et af problemerne er, at over halvdelen af numrene på 'Skin and Bones' også er akustiske i originaludgaven, og udover lidt ekstra guitar og stille orgel- eller klaverklimpren i baggrunden ligner de nye udgaver originalerne til forveksling. Klassikkerne 'My Hero' og 'Everlong' er blandt de få hårdere numre, der får en reel akustisk refortolkning, og i begge tilfælde er resultatet gabende kedeligt. Specielt tåkrympende er udgaven af 'Best of You', som med Dave Grohl alene på skrål og guitar minder om noget, man hører i en sen nattetime på Roskilde Festivallens campingplads.

Det eneste reelle højdepunkt på albummet er en fantastisk udgave af 'Times like These' fra albummet 'One By One'. Her bliver en sang, der i originaludgaven er lidt af et røvballerock-nummer, forvandlet til en sjælfuld og smuk country-inficeret ballade, der i fem vibrerende og meget ensomme minutter formår at styre ens hjerteslag og sætte sjælen fri.
Men denne enlige svale er langt fra nok til at redde et uinspireret album, der som helhed er næsten totalt blottet for charme, varme og pointe.