El Perro Del Mar - hunden med i himlen

Nu ved jeg hvad der sker, når man dør. I en uendelighed af hvidt svæver man rundt, som en astronaut på rumfart, og distræt i baggrunden summer de blide lyde fra svenske Sarah Assbrings debutalbum. Sådan må det være. Det føles i hvert fald sådan, når man lytter til de himmelske sange, som hun udgiver under kunstnernavnet El Perro Del Mar.

Det er guitarpop skåret helt ind til benet. Der er næsten kun guitaren, eller klaveret, og Assbrings sfærisk lyse vokal tilbage. Og så følelserne, selvfølgelig. De følelser, som sangerinden bare må ud med. Følelser, der er så melankolske, at de, i al deres enkelthed, går lige i hjertet på lytteren. Men heldigvis forstår hun også at give plads til håbet, så det hele ikke ender i en selvmedlidende tåreperser.

Det er absolut smukt, men også noget monotont. Så mens sangene fungerer, så savnes mere af den adspredelse, som hun heldigvis finder mod albummets slutning. De afsluttende fire numre er et firkløver, der fortjener at blive tørrepresset og hængt op på opslagstavlen for evigt. 'This Loneliness' giver plads til bastant stortromme og strygere, mens 'It's All Good' og 'Here Comes That Feeling' viser Assbring i bedste girlgroupstil med håndklap og 'bap, bap'-kor. Her er masser af den afveksling albummets første to tredjedele savner.

Så, jo, man må godt tage hunden med sig ind i himlen, og jeg er i hvert fald ikke længere bange for at dø.