Joanna Newsom - pigen med harpen er tilbage

Så er hun tilbage - pigen med harpen og en stemme så særpræget, at den ofte er blevet sammenlignet med Lisa Simpsons. Og denne gang er hun ikke alene, men udstyret med intet mindre end et helt symfoniorkester samt selveste Van Dyke Parks.

Magien er pakket tæt om enhver detalje, som vi kender det fra debuten 'The Milk-Eyed Mender', Joanna Newsom er stadig en sirene, der kan sit kram til yderste perfektion, og jeg vil uden tøven kalde 'Ys' for et af årtiets mest sympatiske værker.

Blot fem sange består 'Ys' (udtales ees) af, og alligevel varer den tæt på en time i alt. Det er mange minutter til hver sang, men fordi hver sang i hendes hænder bliver til mere end bare en sang, noget større og mere episk, også i forhold til hendes eget repetoir, fylder hun på allerfineste vis tiden ud og gør det umuligt for ens apparat at gå i stå.

Det er næsten umuligt ikke at fortabe sig i harpens abrupte melodier og de lange, poetiske tekster, der giver det hele et mildt sagt eventyrligt twist. Dette er fortsat Newsoms styrke - den simple og unikke energi mellem strengene, vokalen og teksterne, og det har Van Dyke Parks heldigvis også respekteret ved at begrænse orkesteret til underfundige skygger på væggen bag hendes smukke billeder.