Karsten Pflum - indadvendt kedsommelighed

Det er ikke let at være Karsten Pflum. I starten af 2005 udgav den danske electrogut albummet 'Flugten fra år 2000' og mange anmeldere var på nakken af ham, fordi de mente at albummet var for rodet og strittende i dets legesyge. Nu er der gået halvandet år og Pflum har strammet sig op og lavet en meget kompakt udgivelse, hvor han har fokuseret på sammenhængen.

'Idhax' viser Pflum fra en noget mere dyster side end vi er vant til. Og jeg er ked af at måtte konstatere, at det klæder ham ikke. Det er ikke fordi, at den gamle århusianer ikke kan sit kram, for han råder over teknisk snilde, og selv om det måske syntes kaotisk til tider, er det tydeligt, at manden ved hvilke knapper, der skal trykkes på. Men bortset fra 'Impulse'-numrene og afslutteren er 'Idhax' simpelthen bare et lidt for tandløst album, der ryger ind gennem det ene øre og ud igennem det andet.

Det er forståeligt hvis Pflum har lyst til at afsøge nye veje, men det er ærgerligt at han næsten fuldstændig smider sit varemærke - de kringlede, legesyge og humørfyldte beats - på melankoli-bålet. Det er først i afslutteren 'God', at Pflum ikke kan nære sig for at vise, at han skam stadig kan være nørdet og poppet på samme tid. At han ikke har glemt, hvordan et dansegulv skal skæres med drum'n'clicks.