Windermere - i melankolsk tåge

Grå tåge, tung og tæt. Det er, hvad du pludselig sidder midt i, når Windermere har fået lov til at sive ud af dine højttalere i et par minutter. Udenfor fader de sidste visnende blade væk i en mørk støvregn.

Det er primært de allestedsnærværende keyboardflader, skudt af sted fra en glødende rørforstærker, der åbner de store, tågede melankolske rum op. Men også guitarerne, der er blevet mere knitrende og støjende siden bandets to år gamle debut 'The World Is Here', bevæger sig derud, hvor Sigur Ros og My Bloody Valentine plejer at svæve rundt. De fine tekster og melodier er sunget cool og tilbagelænet med masser af overskud.

Bandet er ikke bange for at slutte en stor del af deres numre med lange stemningsfulde outroer, hvor keyboard og guitar sidder elegant på førersædet. Men det er desværre også her, der går tomgang i den, så man mod slutningen af albummet sidder og savner, at formen og det ellers glimrende lydbillede udfordres og varieres noget mere.