The Kissaway Trail - uden strittere

Tag en flok følsomme fyre fra Odense, stik dem lidt Flaming Lips, en smule Mercury Rev og en bunke instrumenter. Lad det simre et par år og vupti, så har du The Kissaway Trail (tidligere Isles). Et æble, der ikke er faldet vildt langt fra stammen, men som alligevel spiller sig op til en kontrakt ved hjælp af en fælles stålvilje. Den historie har vi - i en eller anden form - hørt adskillige gange før. Det er ret firkantet sat op, men ikke desto mindre pænt dækkende for det samlede udtryk på gruppens ep.

Det er altså ikke originalitet, man skal lede efter her. Til gengæld er der meget at hente i kvintettens brusende energi, der trodser den oversøiske inspiration med en mere nordisk lethed og ind imellem med ligefrem episke strejf. Man kommer næsten til at tænke på Mew, ikke mindst på grund af Søren Corneliussen, hvis vokal arbejder i næsten samme luftrum som Jonas Bjerres, men uden den dér helt-ude-på-kanten-fornemmelse man oplever hos sidstnævnte.

Håndværket er godt, lydbilledet er sømløst, alt ligger hvor det skal, der er ikke en finger at sætte på de snorlige melodier, og der er faktisk ikke noget som helst, der stritter ud. Gid der var, er jeg tilbøjelig til at sige.