Beach House - u'et foran din bevidsthed

Amerikanske Beach House er et mærkeligt bekendtskab. Først kigger man på navnet og fristes til at frygte noget så kønsløst som endnu en plastikglat caféopsamling. Dernæst hører man lyden og drejer tanken over på den åh-så-lo-fi-skramlende-commodore64-scene, som kan være nok så interessant på sin egen skrabede facon. Men til sidst bemærker man duoens helt igennem syrede klangbund, der nærmest lyder som hvis man tog Velvet Underground og resten af det bananskrællende Warhol-slæng og bad dem spille en godnatsang nede i en dåse.

Og så leviterer musikken pludselig. Der kommer huller i den døsige, elektroniske tåge, der præger numrene, og gennem dem kan man skue et glasklart landskab, der i al sin enkelhed er lige så smukt, som det er mystisk. Det er som at glo direkte ned i et indsigtsfuldt LSD-trip, alle former er relative og tempoet er langsomt nok til at sætte u foran selv den mest standhaftige bevidsthed. Man glider uhjælpeligt væk i denne musik. Ud i lange glidende guitarstykker, dovne ekkoer, klagende orgler og forsigtig elektronik, melodier, der hænger og svæver mellem drømme, fantasier og videospil fra firserne. Bort på et langhåret, flyvende tæppe af lyd. Hvis der er nogen vej tilbage, så er jeg ikke interesseret i at høre den.