Murder - tillokkende mordere

Der skulle et debutalbum fra sideprojektet I Got You On Tape til, før Murder-frontmand Jacob Bellens så småt fik sat sit kontrafej fast i pandebrasken på os. Som en fremragende sanger. Men med en lidt for udtalt forkærlighed for David Bowie.

Flirterierne er aftaget i styrke på udspil numero duo fra duoen med det drabelige alias, og det klæder både Bellens og den intime stemning, der hviler over de 12 singer/songwriter-funderede sange. Fra 'Feast in My Honour' sætter i omdrejninger med sirlige linjer fra en akustisk guitar, er vi et rasende behageligt selskab, som ikke bliver mindre tillokkende af sange som den ængstelige 'Naming No Damon' og den vellykkede præriepastiche 'Applejuice'.

Murder mingelerer sikkert rundt mellem folk og country, frembragt af blandt andet cello, trombone og banjo, og Bellens forstår at anvende sit mørkglødende stemmebånd på en stilfærdig og fattet facon, som genrerne ofte byder. Ingen overrumplende tempo- eller stemningsmæssige udflugter her. Niks. Blot tæt og fokuseret.

For det ømfindtlige øre er det slet og ret en svir at lægge ører til, mens de mere hårdføre af slagsen sikkert ville savne lidt flere rapfodede country-sager som førnævnte 'Applejuice'. Men det skal Murder ikke høre noget for. 'Stockholm Syndrome' er et fornemt album.