Nephew - gi' mig en kugle for panden

På deres tredje album marcherer Nephew videre med magtfulde, høje knæløft, som en armé fra en østeuropæisk nation i 80'erne. Stramt, præcist og massivt nok til at sparke døren ind til ethvert hjem. Simon Kvamm svinger igen taktstokken, som den volapyk-propaganda-spruttende diktator i front, bakket op af sine synth-rockende 'komrades'.

Men strategien er ellers mindre direkte. Hvor der før blev skudt popkugler fyldt med ætsende omkvæd i hjernen på enhver forbipasserende, så angribes der nu med mere dystre, subtile gasser, der langsomt skal sive ind i kroppen på selv den mest modvillige lytter.

Og det virker til dels. For mens de uundgåelige 'sing-along'-omkvæd næsten er kasseret, så beviser albummets variation, at Nephew kan andet end bare at storme nationen med skræddersyede, Kliché/Depeche Mode-inspirerede hit. Fra det frontale rock-angreb 'Sway' over 'Hospital' til det skrabede, kravlende 'Hvidt på sort', viser kvintetten, at den vil tages alvorligt.

Af med den støvede gammelmandskasket for det, men paradoksalt nok, så er Nephew bare bedst til rendyrket, stadion-nedlæggende synthrock. Det er her, de gode melodier er, og her Kvamms vokalegenskaber virker bedst. Det bevises da også på numre som 'Igen & igen &', 'Mexico ligger i Spanien', 'T-kryds' og 'Science fiction og familien'.

Så mens gassen virker, så vælger jeg til enhver tid en kugle for panden.