Mekon - larmende electroclash på vildspor

I teorien lyder det som en sikker opskrift på succés: Lad en gammel kending, Mekon (John Gosling) fra hæderkronede Wall of Sound Records sammensætte et neo-electroclash album med reminiscenser af 90'ernes engelske big- og breakbeat. Tilsæt så diverse feterede vokalister som Alan Vega (Suicide), Bobby Gillespie (Primal Scream), Marc Almond (Soft Cell) og Africa Bambaataa med flere.

Det 44 minutter lange færdige produkt lader dog mange steder meget tilbage at ønske; hvis Mekon i det mindste havde udfordret sig selv og taget nogle chancer med kompositionerne kunne æren reddes. Men mest får man bogstaveligt talt ørene i maskinen. Her rulles de på samlebåndet ind i en infernalsk og nådeløs larm, hvilket især mærkes på 'Blood On The Moon' med Vega og Gillespies skizofrene råben og skrigen i en febervildelse af et nummer. Ellers er maskinen mere tilgivende og en række acceptable numre uden vokal funderet på enten big- eller breakbeat eller electrohouse fremkommer.

Albummet byder dog også på lyspunkter. Gæstevokalen fra Phillipa Horan på indledningsnummeret vækker gode minder om Miss Kittins tidligere præstationer, Roxanne Shantes old school vocodede stemme, der messer 'Yes Yes Y'all' og sidst, men ikke mindst, legenden Africa Bambaataa, der også tager os tilbage i tiden på 'D-Funktional'. Her går vokalen, energien og larmen op i højere enhed, men de er ikke nok til at binde albummet sammen. Slutteligt, for bare at føje spot til skade, optræder Kevin Mooney fra Adam and the Ants på et intetsigende country-blues-nummer der ingen steder hører hjemme.