Beyoncé

Når man har flair for forretning, så kan man naturligvis ikke bare udgive sit album uden en eller anden form for happening. Den billedskønne Beyoncé udgiver således sit andet soloudspil på sin 25-års fødselsdag. Men der er formentlig mere guf på kagemanden end på de forstoppede og flade festsange, der findes på den småkedelige ‘B’Day’.

I løbet af 11 skæringer lykkes det kun periodevis at levere noget af den sukkersøde soul og flødebollepop, som hendes solodebut, og utallige Destiny’s Child-plader før den, var spækket med. En mere kompromisløs og indestængt tilgang til det musikalske materiale betyder, at de labre og hitsikre arrangementer afløses af buldrende basgange, sterile samples og passiv percussion.

Beyoncés fødselsdagsønske var at lave et dansegulvsorienteret album. Men det ønske indfries langt fra under de beherskede og ensidige produktioner og den reelle mangel på ørehængere. Den stærkt overvurderede Swizz Beatz’ ‘Get Me Bodied’ er statisk blottet for nerve og opfindsomhed, Rich Harrison – der producerede Beyoncé’s superhit ‘Crazy in Love’ – bidrager med en gusten gentagelse på ‘Freakum Dress’, og selv hitmageren Pharrell Williams forfalder over to omgange til luftige la-la-melodier.

‘B’Day’ ender som en fest-fuser, hvor helheden virker underligt udynamisk. Og Beyoncé må selv tage sin del af ansvaret som medproducer på hele pladen. Talentet er absolut til at få øje på, men bliver kun sjældent forløst. Som på den løsslupne ‘Suga Mama’, hvor hun viser fyrig Diana Ross-attitude. Eller på den sprælske sengekants-single ‘Deja Vu’ med gæsterap af gemalen Jay-Z. Lidt flere af den slags ville have klædt Beyoncés overbevisende vokal og have gjort lagkagen lidt mere appetitlig.