Outkast - mesterlig musicalsk manifestation

  • Tue Sørensen
  • 20. august 2006
  • Print
Kunstner
Outkast
Titel
Idlewild
Selskab
Sony BMG

Der var næppe nogen, som kunne forudsige hvordan Outkasts imødesete sjette udspil ville lyde. På samme måde som ingen har kunne forudsige gruppens evigt eksperimenterende, men succesfulde karriereforløb. I takt med et støt stigende pladesalg har den dristige duo gang på gang genopfundet sig selv med et overflødighedshorn af opfindsomme og overbevisende albums.

Nu er turen så kommet til et soundtrack til en musicalfilm. Og sådan fortsætter Outkast på deres egen ambitiøse måde med at sætte standarder for musikalsk variation og træfsikker meloditæft. Nok en gang kaster de sig ud i en genreoverskridende langspiller, hvor idérighederne insisterer på at blive hørt og inspirerer til en vidunderlig vidtfavnende detaljerigdom.

Nyd den sprudlende space-funk på den svært sprøde 'Mighty O', de stikkende og slæbende synthbeats på den sagte genistreg 'Hollywood Divorce', den massive lyd af marcherende bigband og hæmningsløs stemning på 'Morris Brown' eller den forunderligt funky 'Makes No Sense At All' med dertilhørende New Orleans-jazz og blues-inspireret basgang.

Outkast skuffer ikke i deres comeback som duo. André 3000 og Big Boi har formentlig stadig stridende viljer om det kunstneriske udtryk, men heldigvis udmønter det sig i en kreativ kraftpræstation. Der anes stadig en adskillelse i det musikalske materiale, men fælles for albummet er en vilje til ikke at lade sig begrænse. Hverken af intern indspisthed, musikalske genrer eller tidens strømninger.

Og som om det ikke var nok, så imponerer de to igen med et legesygt og lunefuldt sprog, som danser henover musikken. Fra sofitikeret til sødmefyldt livsretro på 'The Train' og fra manisk til magisk pseudo-messen på 'Dyin' to Live'. 'IdleWild' er en hiphopsk herlighedskedel, hvor musical bliver moderne og musikken mesterlig.


Brugerne mener:




  
Eksterne links
 
Kommentarer
Log ind øverst på siden for at deltage i debatten.
 

Seneste nyt

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 


 
 
 
 
 
 
Se kæmpe billedreportage fra Mejlgade For Mangfoldighed 13/05
15 ting du ikke vidste om Damon Albarn 07/05
10 koncerter du ikke må misse på Spot Festival 30/04
Her er 10 danske festivaler du skal glæde dig til 14/05
Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter 06/05