Jab Mica Och El - konflikt og forvirring

Pilen peger i alle mulige retninger for Jab Mica Och El på deres fuldlængde-debut - både musikalsk og teknisk. Pladen er et tusindben, der simpelthen ikke ved, hvilket ben den vil sætte foran, og den ender derfor med at hoppe langsomt af sted. Og denne tvetydighed, der ligger i det alvorlige eksperimenterende med et modspil i det humoristiske legesyge er på en gang pladens svaghed, men også - i tvetydighedens navn - dens styrke.

På den ene side er sidste års P2 Radium-darlings hyldet for deres nysgerrighed overfor at bryde med konventioner og vanetænkning, men på den anden side, så vælter det ud fra højtalerne med naivistiske og utrolig iørefaldende melodistumper, der sender en tilbage til den til, hvor klassens time betød Cirkelinefilm på 8 mm smalfilm - både forlæns og baglæns.

Og både det naivistiske og det eksperimenterende kan jo være enormt spændende. Men jeg synes ikke, at de to århusianerne formår at bringe de to elementer sammen til et nyt helstøbt udtryk. Ballonen bliver blæst for hårdt op, og den ender med at sprænge og fordele brudstykkerne tilfældigt over det hele. Har man modet og tålmodigheden til at samle stumperne sammen gennem flere gennemlytninger tror jeg måske, at pladen godt vil kunne åbne sig op og blive til mere end en tilfældig irriterende iørefaldende melodistump, der sætter sig fast på hjernen og som du ikke kan komme af med igen.