Alias & Tarsier

Hvis man hører til dem, der har nydt Alias’ seneste duo-udgivelse, ‘Lillian’, hvor broderen Ehrens saxofonspil perfekt akkompagnerede hans altid habile programmeringer, er det naturligt at glæde sig til ‘Brookland/Oaklyn’. Alias har slået pjalterne sammen med sangerinden Tarsier, og som titlen antyder, har de to arbejdet fra hver sin lokalitet. Måske er det derfor, nærværet mangler.

Ligesom sidst fornægter Alias’ hiphop baggrund sig ikke i produktionerne. Dengang var det andet fokus jazz, nu er det pop af den art, der, hvis man ikke vidste bedre, sagtens kunne være islandsk. Hvor samarbejdet med Ehren bar præg af et enormt nærvær, er udtrykket på ‘Brookland/Oaklyn’ af langt mere steril karakter. Alias producerer stadig med iderigdom og personligt udtryk, men rytmerne gør det ikke alene, og i den forbindelse giver Tarsiers vokal ikke nok til udgivelsen. Hun synger bestemt ikke dårligt, men man fornemmer sjældent den lidenskab, der, når melodiforståelsen heller ikke er overvældende, kunne redde meget.

Det hjælper gevaldigt, når hun på ‘Cub’ og ‘Last Nail’ sætter sig til klaveret, ligesom gæsteoptrædende musikere som Matt McCullough, Dax Pierson og Telephone Jim Jesus bryder de triphoppede og på én gang sterile og storladne popsanges forudsigelighed. Især sidstnævntes melodiske guitar på det fine nummer ‘Dr. C’, bidrager med noget befriende varme på et album, man nok desværre skal være islænding for rigtig at elske.