Lily Electric - lovende og helstøbt debut

Lily Electric har indtil nu været blandt danske bands med den rummelige betegnelse 'upcoming', men med denne færdigstøbte debut skiller de sig endegyldigt ud fra mængden. Indspilningen er selvgjort, betalt af egne lommepenge og ved at tage skeen i egen hånd, slutter de sig til rækken af nye danske artister, der har mod til at stå på egne ben. Det er ganske vist hørbart, men resultatet er alt andet end hjemmestrikket. Produktionen hælder, lad os bare sige det, til den charmerende side.

Den ydmyge titel er mere præcis end varedeklarationen på økologisk knækbrød. Hvad du ser, er det du får: Otte sange der triumferende baserer sig på ærkebritisk rock. Lily Electric har imponerende nok allerede været i rotation på P3. Demoversionen af 'Naughty Girl' bragede en tidlig morgen i juli ud af højtalerne, hvor kun bagere og postbude var mødt på arbejde. Progressive temposkift og Gang of Four-slebne guitarsyle er ikke just hverdag i radioæterens vers-omkvæd-tradition, men det er hvad, der gør Lily Electric til vedkommende lytning.

Lydidealet er båret af vintageudstyr, suppleret af trommeprogrammeringer og studieeffekter på velplacerede punkter. Den Television-agtige vandrevise 'I Don't Know, Do You Know?' henfalder til en drone på smukkeste vis og med hilsen til stenerne Stone Roses. I en udfaset overgang til en fuldkommen tilstand af stilhed - som mæthedsfølelsen efter et godt måltid - ender syvmileskridtene i slutvisen 'Hey Boy' med domæne i Bob Dylans sangtradition.

Slutteligt skal de bemærkes, at '8 Song Minialbum' primært er udkommet på vinyl. Men hvorfor udgive en lovende debut så snævert? Det er jo kun en lille skare af hifi-freaks og retromoderne, der kan se ideen i at skulle vende pladen halvvejs, som var det afbrudt samleje. Heldigvis findes den også som download.