Lily Allen - pop med personlighed

Den 21-årige Lily Allen er et lyslevende eksempel på, at pladeindustrien bliver vendt op og ned for tiden. Med sin ligefremme dagligsdagspop, godt garneret med ska, reggae og punkrytmer, slog hun igennem på musikforummet MySpace med singlen 'LDN', der i løbet af kort tid blev spillet over 400.000 gange og skaffede hende fans og venner verden over.

De store pladeselskaber kan ikke sidde sådan en undergrundssucces overhørig, og nu er Lily Allen ude med et debutalbum. Desværre holder al musikken ikke 'LDN's høje standard, hvad angår karismatisk pop, men det råder den uregerlige Lily Allen heldigvis bod på. Det kan godt være, at hendes bogstavrim ikke bør indstilles til nogen litterære priser, men det er lang tid siden, at et popalbums lyrik har virket så reel og jordnær. Om hun så er en vred ung vamp i 'Shame for You' eller er efter lillebroderen, der ryger hash på sit værelse og spiller computerspil dagen lang, i den urkomiske suppe-steg-og-is hymne 'Alfie'.

Lily Allen kan lige nøjagtig det, som en popmusiker der er groet ud af internettet kan. Hun skriver sange i øjenhøjde med sit unge publikum. Hun er fandenivoldsk som en gadedreng høj på trommebeats, samtidig med at hun er en lækker vokaldiva a la Nelly Furtado.

Desværre går der lidt for meget Sugarbabes i den på enkelte numre, og selvom om Allen er kommet i stald hos et større selskab, der ønsker at polere, må man håbe, at hun har slagkraft nok til at holde fast i sit ligefremme sprog og udbygge ska- og reggaerytmerne, for det er her hun bliver en gadedronning af en ny britisk-jamaicansk lyd.