Attrap

Strømmen af indiebands, der spiller skrøbelige ballader, fortsætter, og nyeste skud på den stamme er danske Attrap, der debuterer med ep’en ‘House of Dreams’.

De rammer lige midt ned i den nordiske klang, der dyrker melankolien i de langsomme (klage)sange, og hvor musikken pendler mellem højtravende naivistiske passager og skramlende kaotiske støjflader. Specielt nyskabende er det ikke, men Attrap får samspillet mellem guitar, klaver og bas til at fungere både smukt og stramt. Især i ‘Starman’ er der fyret godt op under alle cylindere. Og den svævende lyd på titelnummeret skaber nogle flotte billeder for det indre blik. Alligevel mangler der noget dynamik i musikken, og det kan meget vel skyldes den manglende trommeslager.

Attrap besidder i Jonas Petersen en stærk forsanger, som visse steder lyder endog meget som Jeff Buckleys længselsfulde vokal, og selvom det nok lyder godt, så ville det klæde Petersen at lægge blot en smule afstand til forbilledet.

Ifølge bandet selv har teksterne “…en tyngde og kraft, der kunne vække paralleller til en blå-øjet Bob Dylan”. Hvad Dylan har med det at gøre står hen i det uvisse, men blå-øjet er det i hvert fald. Banalt, ville andre siger, for særligt spændende er det ikke.