The Whitest Boy Alive - dansabel discoblues

Turen går til Berlin. Det er der nu efterhånden ikke noget specielt enestående ved. Men når det er Erlend Øye, den ene halvdel af Kings of Convenience, som tager turen, så lytter man med spidse ører. Nordmanden viste på sit soloalbum 'Unrest' fra 2003 glimrende evner for at kombinere dansable, elektroniske rytmer med melankoli tilsat en god portion humor. Sangene blev finurligt ekspederet på en laptop, som fulgte Øye trofast på en mindre verdensrejse.

Nu hedder stedet som sagt så Berlin, bandet The Whitest Boy Alive og pladen 'Dreams'. Og Øye har stadig danseskoene poleret. Men hvad der startede i 2003 med at være et elektronisk musikalsk danseprojekt, har udviklet sig til en hvad man med rette kunne kalde discoblues renset for programmerede elementer. Øyes festingredienser er denne gang elguitar, bas og trommer tilsat en smule rhodes. Og ud kommer en enkelt skåret og tørt produceret popmusik som i hænderne på nordmanden, og hans kolleger Sebastian Maschat og Marcin Öz, smitter i al sin ligefremhed.

Erlend Øyes umiskendelige og behagelige stemme er stadig omdrejningspunktet, og sangskrivningen lige så elegant som altid. Men med en elguitar om halsen er formen mere indiepræget og skrabet end set tidligere fra hans spidse pen. Med afstikkere til både new wave og krautrock flyder det nærmest primitive univers i en herlig blanding af cool rock og tilbagelænet clubbing. Den blege nordmand med de store briller viser vejen for følsom og intelligent disco. Så hæng bare på og smil.