Thom Yorke - længe leve laptoppen

Med sit soloudspil tager Thom Yorke en puster fra det omrejsende cirkus Radiohead og byder i stedet indenfor i sit eget laptopland. 'The Eraser' er en selvudslettende sag, der på trods af sin skitseagtige stil excellerer i eminent electronica, hvor der under de skrabede sange venter fuld gevinst ved gentagne gennemlytninger.

Bedst er titelnummeret, der indledes af underligt urene og abrupte klaverakkorder a la 'Pyramid Song'. Hjulpet på vej af Nigel Godrichs minimalistiske produktion, brækkede beats og robotagtige R2D2-lyde åbenbares herefter en magisk melodi, hvor Yorkes karakteristisk klagende stemme som altid er en nydelse at lytte til. Ligeså funklende fremstår de øvrige skæringer ikke helt, selvom især 'Analyse' og 'Harrowdown Hill' når tæt på med deres kuldskære klangflader, sammenklippede samplinger og riff-rundgange.

Eneste umiddelbare problem med albummet er, at det sådan set lyder nogenlunde som forventet. For med Yorke som forsanger og foregangsmand så de elektroniske eksperimenter som bekendt allerede dagens lys på Radioheads 'Kid A' og 'Amnesiac' fra omkring årtusindeskiftet. Men hvor bandets musikalske paradigmeskifte siden aldrig for alvor har fundet fodfæste blandt den mere rendyrkede rock, så fungerer det anderledes optimalt og stilrent i Thom Yorkes unikke univers.

Fra ende til anden er 'The Eraser' lyden af et smågalt geni, der har leget lidt med sin bærbare computer og en stak sangskrivningsmæssige andengradsligninger, og på den måde fundet nye formler for original og opfindsom musik-matematik. Censor giver derfor et 11-tal for den udmærkede og selvstændige præstation.